Journalistisk Salon

Vi har travlt i nyhedsmedierne. Der er altid en deadline lige om hjørnet. Altid en syg kollega, der skal dækkes ind. Altid en ny redaktør, som ”lige skal køres ind” med deraf manglende overskud til større visioner.

Refleksion over, om vi ”ligger rigtigt”, ikke mindst på de store on going fællesemner, nedprioriteres  i den daglige drift. Det gælder på ledelseskontorer og i nyhedssekretariaterne; den ene dag tager den anden, og så fortsætter vi, som vi gjorde i går og i sidste uge og sidste år.

Lysten er der formentlig, viljen vel også, det bliver bare ikke til noget. Jeg vil gerne udfordre vanetænkningen og lægge energi ind i at få skabt et diskussionsforum om dækningen af en række af de genrer og emner, som kan trænge til et eftersyn. Det kan være politisk journalistik, kulturnyheder, krimistoffet, konkrete aktuelle emner m.v.

Det sker i “Journalistisk Salon” for mediefolk på tværs af medier. Jeg ser det som et frirum til at tænke ud af boksen og få input til nye vinkler på gammelt stof. På ingen måde frelst eller med forudfattede meninger, men med en ambition om, at en eller anden plads til udvikling må der da være! Det foregår i min stue, der er kaffe, vin – og jer mediefolk!

Første dagligstuesalon bliver tirsdag den 9. marts 2010, som handler om ”Danske mediers dækning af krigen i Afghanistan”. Forfatteren Carsten Jensen udfordrer vores dækning. Han har selv rejst rundt i Afghanistan – og kan ikke genkende det billede, han ser i tv og læser i dagbladene.

Danskerne støtter fortsat krigen. Deres opfattelse af krigen i Afghanistan er – sjovt nok – baseret på vores dækning. Men giver dækningen et reelt grundlag for at vurdere krigsindsatsen, endsige den overordnede beslutning om at være i Afghanistan, om hvordan det er at være et land i krig, om de menneskelige og økonomiske udfordringer ved at være i Afghanistan?

31 danske soldater har foreløbig mistet livet, og krigen er periodevis dækket tæt, både hjemmefra og fra Afghanistan, ikke mindst hvis der ”sker noget”. I andre, lange perioder er der radiotavshed, bortset fra Forsvarets eget mediecenters reportager.

Vi har besøgt soldaterne, før, under og efter missionerne – men kom vi rigtig bagom? TV2 har haft kontor i Kabul – gav det et bedre grundlag for at forstå missionen? Vi har fokuseret på de hjemvendte, på de efterladte, og vi føler det fortsat som en pligt at meddele, når endnu en dansk soldat har mistet livet. Men ikke højt nok, lyder det fra kritikere, som mener, at vi i pressen bør vise de afdøde og de efterladte større respekt.

Kan vi gøre det bedre? Eller anderledes?

I Journalistisk Salon tirsdag den 22. juni 2010 kl. 19.30, vil forfatteren, journalisten og debattøren Lars Olsen, gå os mediefolk kærligt og kritisk efter i sømmene: Hvad betyder det for vores måde at bedrive journalistik på, at de fleste af os tilhører de få procent, som udgør Danmarks nye kultur- og uddannelseselite, der lever mere eller mindre isoleret fra størstedelen af den almindelige befolkning?

Jer, der læser dette, tilhører med stor sandsynlighed den samfundselite, Lars Olsen beskriver i sin seneste bog, Eliternes Triumf.

I køber sikkert ”Hus Forbi” af en hjemløs foran Netto, så har man da gjort ugens gode gerning. Bagefter tager I hjem i jeres trendy køkken eller hen på jeres interessante jobs, hvor I samtaler med kloge og inspirerende kolleger. I weekenden når I måske en smuttur hen til spændende venner, også fra kultur- og uddannelseseliten eller måske fra de andre to eliter, Djøf-eliten og erhvervseliten. Børnene går enten i gode folkeskoler, hvor I er aktive, eller i privatskoler, og efter endt skolegang går de som regel videre i uddannelsessystemet efter en tur på en fancy efterskole.

Tilsammen udgør de tre toneangivende ”eliteklasser” seks procent af befolkningen, viser en Capacent-undersøgelse, som Lars Olsen referer til. De resterende 94 procent? De er de ”almindelige danskere”, som ser, hører og læser det, vi laver til dem i fjernsyn, radio og aviser. Udtænkt ud fra vores point of view, forstås. Vi har jo analysefirmaer til at undersøge, hvad de vil se og læse. Så vi kan roligt blive boende i vores virkelighedsbobler i de foretrukne numre 2000, 2100, 2700 og 2900 langt væk fra de brede samfundslag…. Men resultatet er – mener Olsen – et samfund med dybere sociale og geografiske skel end tidligere – og nye politiske brudflader. Hvor er for eksempel vores daglige kontakt med Dansk Folkepartis mange vælgere?

Kom og mød Lars Olsen til Journalistisk Salon, bliv inspireret eller deprimeret. Du bestemmer selv.

Mød ambassadør Friis Arne Petersen i Journalistisk Salon onsdag den 18. august 2010. kl. 19.30.

1. september overtager Friis Arne Petersen posten som Danmarks ambassadør i Beijing. Han kommer direkte fra jobbet som vores forpost i USA i sin egenskab af dansk ambassadør i Washington. Friis er mangen en journalist bekendt fra skiftende stillinger i Udenrigsministeriet, senest som direktør 1997-2005.

På vej fra USA til Kina slår Skagen-drengen Friis et slag forbi Frederiksberg  til Journalistisk Salon: Obamas USA – supermagt? Kina i vækst - hvad med landets politiske og militære indflydelse? Hvor skal vi som journalister lægge snittet, når vi  kigger et par år frem.

Journalistisk Salon henvender sig til journalister og redaktører, som har lyst til at forbedre dækningen af samfundsstoffet.

24. februar 2011 kl. 19.30.

Departementschef Peter Loft, Skatteministeriet.

Salonen i februar handler om embedsmandens rolle i politik – og i hvilket omfang, vi i vores daglige dækning er opmærksomme på, at der bag enhver minister står en – ofte – stærk embedsmand. Embedsværket må ikke skygge for ministeren – derfor ser vi dem stort set aldrig som andet end jakkesæt bag ministeren, når denne haster i samråd.

Hvordan oplever centraladministrationen medierne? Hvor er der lavthængende frugter at plukke i forhold til daglig journalistik, hvis vi udnytter embedsværket mere? Hvor langt kan embedsværket gå i deres politisk-taktiske rådgivning? Hvad betyder det for en departementschef, at hans minister sidder i de rigtige udvalg, Økonomi- og Koordinationsudvalget?

Peter Loft er med sine 18 år som departementschef en af Slotsholmens mest garvede af slagsen. Loft er af den klassiske juridiske embedsmandskole, som med skyhøj faglighed i sit eget område i Skatteministeriet siden 1980, husker et politisk Danmark tilbage til Anker Jørgensens tid, over Schlüter, Nyrup, Fogh til Løkke. Samtidig er Loft en af de ganske få departementschefer, som lejlighedsvist stiller op i medierne. Det sker, når en besværlig skattesag skal forklares.

Til forsiden

Share

En kommentar til “Journalistisk Salon”

Skriv en kommentar