• “Javel, hr. minister” bør få en bred læserkreds, men den er også en udmærket håndbog for en kommende regering“.  Mogens Lykketoft, tidligere finansminister, Soc.dem.,  uddeler fem røde roser til bogen i  Socialdemokraternes medlemsblad.

• ”En fremragende, levende og velskrevet fortælling (…) enestående (…) Denne bog bliver  ikke til at komme udenom i mange år frem (…) Det er formentlig den vigtigste bog på sit område, der er udkommet siden den navnkundige departementschef i Finansministeriet Erik Ib Schmidts erindringsbog ”Fra Psykopatklubben” (…) ”Javel, hr. minister” er (…) dette års hidtil vigtigste politiske bog og måske endda årtiets.”   Jarl Cordua, politisk  blogger.  Læs hele anmeldelsen her.

• Her på Venstrefløjsbloggen sker det fra tid til anden, at vi støder på en bog, der er værd at anbefale. Sådan en er bogen ”Javel, hr. Minister”….  Bogen er en flot, interessant og autentisk skildring af forholdet mellem topembedsmændene og deres ministre. På godt og ondt. Bogen er læseværdig og anbefalelsesværdig for alle der har deres daglige gang på Slotsholmen. Her er masser af guf for de politiske junkies, for de fuldmægtige i ministerierne, der naturligvis må læse, hvad der står om deres departementschef. For de politiske journalister på Christiansborg, for MFere og ministre. De nuværende og de håbefulde kommende. Venstrefløjsbloggen., som kaster fire røde stjerner efter bogen. Læs hele anmeldelsen her:  http://venstreflojsbloggen.wordpress.com/2011/06/21/ministre-forgar-embedsmaend-bestar/

• Bogens helt store styrke er, at den kommer tæt på det politiske rænkespil gennem en række enestående kilder og cases, som giver vælgerne et vigtigt og sjældent indblik i magtens væsen og dets aktører, som ikke kun udgøres af Kjærsgaard, Vestager og Løkke. Dette er the real ‘Borgen’ og ikke som i primetime søndag aften på DR1. Her finder vi den politiske virkelighed både uden for og inden for centraladministrationen. Jon Kiellberg, Dansk Kommunikationsforening.  Læs hele anmeldelsen: http://www.kommunikationsforening.dk/Menu/Fagligt+nyt/Artikler/Magtens+reelle+kaliffer+og+stormoguler

• Hvordan hele dette apparat fungerer, kan man læse om i denne fascinerende og grundigt researchede bog (…) Bogen indeholder et væld af interessante historier og anekdoter og er ikke kun en helt enestående journalistisk organisationsanalyse af topembedsmænds magt og ministres afmagt. Den er også historien om 30 år, hvor selv nok så dygtige og nok så klogt tænkende  vogtere ikke har kunnet beskytte landet mod Christiansborg-politikernes inkompetente frygt for at tage fat på landets virkelig alvorlige problemer. Kan kun anbefales.
  Ole Olsen, netavisen 180grader.dk

•  “Forrygende bog om statsadministrationen kalder både på latteren, alvoren og tankerne. Hvor har vi dog savnet den bog!” Arne Mariager, Vejle Amts Folkeblad

 

• “Der er meget inside-viden fra Slotsholmen og omegn i denne fremragende bog”. Tom Ekeroth, Danske Kommuner

• “Et grundigt og velafbalanceret indblik i magtens maskinrum“. Dennis Nørmark i Jyllands-Posten, der giver 4 stjerner

• Embedsmændenes magt – og ikke mindst kampene for at få mere magt – fortjener at komme frem i lyset. Her er den velinformerede og til tider ret morsomme “Javel, hr. minister” et glimrende sted at lære Slotsholmen at kende….Bogens store styrke er, at forfatterne har fået mange kilder i en ellers lukket verden til at synge. … “Javel, hr. minister” er en fremragende bog, som alle journalister burde unde sig selv at læse. Det er 280 siders skarp, relevant og morsom efteruddannelse.                                                                                                       Ida Ebbensgaard, fagbladet Journalisten

• “Powerparret Susanne Hegelund og Peter Mose har skrevet en solid journalistisk bog om danske topembedsmænds magt og indflydelsesrige netværk…At forfatterne får flere departementschefer til at påtage sig hovedrollerne som dukkeførere og åbent fortælle om magtspil mod ministre, gør bogen læsværdig for et bredere publikum…Forfatterne har et godt blik for tidens rænkespil og bruger aktuelle eksempler til at forklare, hvordan embedsmænd i stigende grad optræder som egentlige politikere…Politisk journalistik overlader ofte scenen til de allestedsnærværende pauseklovne, såsom Anders Samuelsen og Søren Pind. Bogens fortjeneste er at fokusere direkte på Danmarks egentlige beslutningstagere, de i offentligheden ukendte navne…mod slutningen åbnes for en debat om behovet for åbenlyst politiske embedsmænd. Og heri ligger bogens største styrke.”                                                                                                                                                                                                            Lars Trier Mogensen i Politiken, der giver “Javel, hr. minister” fire hjerter

•  ”Bogen “Javel, hr. minister”, hvis titel er hentet fra den britiske 80er-kultserie af samme navn, trækker for en gangs skyld tæppet fra de magtfulde embedsmandscirkler og giver et sjældent indblik i magtforholdene blandt de mænd og kvinder, der ellers foretrækker at leve i skyggerne og trække i de usynlige politiske tråde. Det er en både imponerende og tiltrængt bog. Mose og Hegelund kommer rundt i næsten alle centraladministrationens hjørner, og de får beskrevet både kulturen, magtbalancen og historien bag embedsværket aldeles fortrinligt. Og når man ved, hvor tilbageholdende embedsmænd normalt er i forhold til alt, hvad der bare lugter af presse eller anden offentlighed, er det bestemt ikke nogen ringe bedrift…”Javel, hr. minister” er en yderst læsværdig og helt nødvendig bog…enhver, der beskæftiger sig med politik, enten som politiker, embedsmand eller journalist, vil have godt af at læse den”.
  Niels Th. Dahl, altinget.dk, der giver bogen fem stjerner

• “En indsigtsfuld skildring af Slotsholmen i det 10. år efter VKOs systemskifte… Der er grund til at hilse velkommen, at Susanne Hegelund og Peter Mose fortsætter det afdækningsarbejde, som de indledte i 2007 med Håndbog for Statsministre…Hegelunds og Moses bog er en prisværdig opgørelse af en foruroligende status.”
  David Rehling i dagbladet Information

• “Ligesom den 30 år gamle britiske tv-serie “Yes, minister”, som bogen låner titel og billedsprog fra, er den skrevet både humoristisk og indsigtsfuldt. Med et væld af pudsige anekdoter(…) Helt spildt var det ikke at lade enevælde erstatte af grundlov og demokrati i 1989. Ikke desto mindre er det vigtigt at fokusere på embedsmandsstandens magt, som denne bog gør så fremragende”.
  Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad

• “Velskrevet bog giver godt indblik i Slotsholmens magtspil… Det er et evigt spændingsfelt, som Hegelund-Mose meget pædagogisk fører læseren ind i. ” Javel, hr. minister” er behageligt fri for den dogmatisme, som ofte bruges om embedsmænd. De er ikke enten mørkets fyrster eller ydmyge tjenere – de er begge dele. Det viser bogen med mange kilder, eksempler og anekdoter.”
  Elisabet Svane, politisk redaktør, i Fyns Stiftstidende, der giver fire stjerner

• “Det er ikke bare underholdning, men krimispændende samfundsjournalistik udført af to skribenter, der har researchet dybt og skriver, så det gør godt i øjnene (…) Det er simpelthen så hårrejsende spændende, at man sluger bogen (…)Gid disse eminente journalister ville rette deres kommende kikkert mod kommunerne, for det er en udbredt fornemmelse, at regnedrengene også her er på vej til at tage over på bekostning af fagfolket, og at politikerne her er svagere end ministrene.”
  Jens Raahauge, anmelder på undervisere.dk, til landets folkeskolelærere

• “Susanne Hegelund and Peter Mose don’t use much PolSci lingo in their new and fascinating book about the top echelons of the Danish civil service, “Javel, hr. minister”, but effectively this is the question behind the stories and analyses (…) Like its predecessor “Håndbog for statsministre” it is a journalistic study of a part of the political arena which has rarely or never been the object of a systematic academic inquiry. It has all of the virtues of journalistic writing (be vivid, be specific), (…) and it is surprisingly comprehensive in its coverage (public administration researchers will appreciate that a general coordination ministry is covered as well as a professional (Education, Foreign Office) and a clitentelistic (Transport) (…) if you have a personal or professional interest in Danish politics, it should be on your reading list.”
  Jacob Christensen, political scientist, Ph.D.

• “Et spændende blik bag magtens kulisser med departementschefer som evigt optagede af deres egen dagsorden: Hold pressen på afstand, styr efter brede forlig – så har man fred og ro uanset partifarve.”
  Hans Engell i Ekstra Bladet

• “Susanne Hegelunds og Peter Moses journalistiske og velskrevne bog kommer fint rundt om fænomenet, man får et godt overordnet indtryk af, hvordan denne usynlige hær fungerer i det daglige. De har åbnet lugen til magtens maskinrum, som de selv formulerer det. Man får også gode erkendelser med undervejs: eksempelvis at de seneste årtiers mere omfattende politisering af embedsmændenes arbejde også skyldes en aktiv tilpasning fra embedsværket selv for at forhindre konkurrenter i ministeriet i skikkelse af flere spindoktorer eller værre: politiske kabinetter”
  Arne Hardis i Weekendavisen

• “Som en indholdsrig guide til det landskab, politikere og embedsmænd færdes i på godt og ondt, gør »Javel, hr. minister« fin fyldest. Og kapitler som »Amatøren« om systemets babysitning af amatørministre eller »Mistroen og velkomstpakken« om forberedelsen af regeringsskifter (…) er yderst aktuelle.”
  Claes Kastholm Hansen i Berlingske

• “Med statsløsesagen i frisk erindring og en uvildig undersøgelse undervejs kunne den ny bog af Susanne Hegelund og Peter Mose, “Javel, hr. minister”, der beskriver gråzonerne og udviklingen i samarbejdet mellem ministre og embedsværket, næppe have været timet bedre…Som “Javel, hr. minister” beskriver, har embedsværkets øverste lag kæmpet en desperat kamp for at bevare positionen som ministrenes nærmeste og helst eneste fortrolige, men vil man reelt slippe for at havne i gråzoner, må man være parat til at afgive plads”.
  Leder i dagbladet Information

Journalistisk Salon torsdag den 24. februar kl. 19.30 med  departementschef Peter Loft, Skatteministeriet.

Salonen handler denne gang om embedsmandens rolle i politik – og i hvilket omfang, vi i vores daglige dækning er opmærksomme på, at der bag enhver minister står en – ofte – stærk embedsmand. Embedsværket må ikke skygge for ministeren – derfor ser vi dem stort set aldrig som andet end jakkesæt bag ministeren, når denne haster i samråd.

Hvordan oplever centraladministrationen medierne? Hvor er der lavthængende frugter at plukke i forhold til daglig journalistik, hvis vi udnytter embedsværket mere? Hvor langt kan embedsværket gå i deres politisk-taktiske rådgivning? Hvad betyder det for en departementschef, at hans minister sidder i de rigtige udvalg, Økonomi- og Koordinationsudvalget?

Peter Loft er med sine 18 år som departementschef en af Slotsholmens mest garvede af slagsen. Loft er af den klassiske juridiske embedsmandskole, som med skyhøj faglighed i sit eget område i Skatteministeriet siden 1980 husker et politisk Danmark tilbage til Anker Jørgensens tid, over Schlüter, Nyrup, Fogh til Løkke. Samtidig er Loft en af de ganske få departementschefer, som lejlighedsvist stiller op i medierne. Det sker, når en besværlig skattesag skal forklares.

Baggrundsmøde for journalister og redaktør med interesse for at lave bedre, mere overraskende og mere kvalificeret journalistik .

Henvendelse sus@susannehegelund.dk

Susanne Hegelund og Peter Mose, de to forfattere bag ”Håndbog for Statsministre”, dykker i ”Javel, hr. minister” ned i magtens maskinrum, hvor de ledende embedsmænd diskret, men med sikker hånd udøver deres indflydelse. Vi møder Departementschefernes Klub med Vogternes Råd i spidsen, Sir Humphrey, der diskret tager affære, når en svag minister ikke magter opgaven, og budgetbisserne i Finansministeriet, der til fagministeriernes frustration har sat sig på magten. Vi overværer diplomathannernes magtkampe i Udenrigsministeriet, Undervisningsministeriets forgæves kamp mod Djøf-typerne, og hvordan Grundlovens Vogter i Justitsministeriet holder regeringen i kort snor.

Læs også om, hvor mistroisk oppositionen er over for regeringens embedsmænd – lige indtil den selv får magten.

21. NOVEMBER 2001. Det blev sent, inden vi på DR2-holdet kom hjem, natten efter valget. Jeg skulle egentlig bare være valggeneral for samme aftens kommunalvalgs-flade. Sådan var det at være lillebror-kanal: Den smalle kanal skulle pligt-dække kommunerne, mens DR1 svælgede i statsministeropgøret. Men da det trak ud med landsresultatet til folketingsvalget, besluttede DR-toppen at sende det store DR1-hold hjem, og det blev så op til os på DR2 at overholde public service forpligtelserne og sende til den bitre ende. Det i hast samlede hold og studiefaciliteterne var mildest talt ikke gearet til en stor folketingsaften. Så toptunet tv var det næppe, da vi blev budbringere af det historiske øjeblik, hvor det blev endelig bekræftet, at Venstre for første gang i 80 år blev større end Socialdemokratiet, og at Poul Nyrup Rasmussen måtte aflevere statsministerstolen til Anders Fogh Rasmussen.

Hvad ikke var gået op for os den novembernat var, at magtoverdragelsen samtidig var begyndelsen på et tiår, som på en række områder ændrede rollen som politiker, måske for altid: 

• Foghs kontraktpolitik gjorde de menige politikere mere menige end nogensinde. Topstyringen spredte sig til andre partier, der tog ved lære af Foghs succes. 
• Politikerrollen som leve- og karrierevej blev forandret. Troløse karrierepolitikere begyndte at hoppe frem og tilbage. Den klassiske faglighed var ikke længere så nødvendig som gode kommunikationsevner.
• Det politiske tempo blev skruet eksplosivt i vejret af nye og hurtige medier. Det gav næsten dødsstødet til den velovervejede politiker, der lige skulle undersøge sagen, før han udtalte sig.

 Den store kontrakt-mester

27. NOVEMBER 2001. Overskudsagtigt virkede det, da Fogh få dage efter valget veloplagt vandrede ind i Statsministeriet med den helt store plan under armen. Han havde siden halvfjerdserne fremstået som en klassisk politiker, en lidt tør økonom-type uden stor folkelig karisma. Så meget desto mere forunderligt var det at se den transformerede Fogh.

100 konkrete mål på 100 dage. Godt og vel endda. Det var sådan set bare at komme i gang og krydse af, når tingene var udført. Javel, hr. statsminister. Har du nye opgaver til mig, kunne den svage eller mindre dygtige politiker spørge undervejs.

For den stærke politiker, som trivedes med selv at tage fat, blev det hårdere år. Den selvstændige problemafsøgning, politikudvikling og -løsning, som giver livet mening for den politikertype, var der ikke meget af.

Selv en dreven idépolitiker som Bertel Haarder fik topstyringen at smage, da han overtog Undervisningsministeriet i 2005. Han havde måske selv en tanke eller to omkring udviklingen af området, men også han fik udleveret et meget detaljeret grundlag af regeringschefen: Værsgo, bare kryds af på bestillingslisten ovre fra Statsministeriet og gør præcis, som der står.

Andre partitoppe labbede elementer af kontraktstyringen i sig: Dansk Folkeparti havde været first mover i forhold til total topledelse på Christiansborg. Nu overtog også SF i bedste copycat-stil Foghs måde at lede på. Aldrig havde de menige folketingsmedlemmer været mere menige: For den ambitiøse politiker blev det endnu mere nødvendigt end nogensinde at være med helt oppe i toppen, hvis han ønskede reel indflydelse.

Også Socialdemokraterne effektiviserede arbejdsgangene. Mon ikke Helle Thorning-Schmidt i statsministerstolen vil videreføre Foghs stærke styring og måske sikre en endnu mere central og effektiv koordinering af opgaverne på tværs af ministerierne?

Dog skal hun første overvinde Lars Løkke Rasmussen, der har valgt en mere loose stil. Løkke giver den enkelte minister mere indflydelse, hvis denne kan og vil. Det giver rum til, at for eksempel Lars Barfoed, der blev justitsminister ved rokaden i februar 2010, i løbet af sine første måneder på posten har kunnet spille ud med forebyggende retspolitik uden ligefrem at have fået et diktat oppefra som i Foghs tid. I andre ministerier sker der til gengæld ikke meget, nu hvor Foghs stærke hånd er væk.

Hoppere & shoppere

10. FEBRUAR 2005. Efter at have siddet i Folketinget i mindre end to døgn meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun ville være formand for sit parti; det politiske håndværk måtte hun lære undervejs. Anders Fogh Rasmussen havde til sammenligning tålmodigt ventet over 20 år, før det blev hans tur til at indtage toppen i Venstre.

Partiformand var det fineste, nogen næsten kunne blive, dengang i 1998, da Uffe overlod Venstre til Anders. Helt den samme prestige indeholder politikerfaget måske ikke længere. Det unikke unge talent – en Ny Fogh eller en Mini Lykketoft – har ikke nødvendigvis lyst til at hellige hele sit liv til en politisk karriere, når andre muligheder med høj indflydelse inden for feltet samfund-politik-kommunikation ligger for.

Tidligere var Folketinget og medlemskabet af et parti noget, man valgte én gang for alle, ofte med en start i ungdomsafdelingen af et parti som 14-årig for så at fortsætte, til man blev stemt ud eller gik på pension. Men i 00’erne er det blevet legalt at starte sent, skifte parti, stå af, holde en pause, vende retur til landspolitik – eller kaste sig over noget andet. Connie Hedegaard, Christine Antorini, Morten Helveg Petersen, Anders Samuelsen, Morten Messerschmidt, Gitte Seeberg, Pernille Rosenkrantz-Theil, Naser Khader, Jens Rohde og Frank Jensen. Alle har de brudt med den klassiske ”fra vugge til grav” parti- og politiktradition.

Gennemsnitsalderen i Folketinget er da også på ti år faldet med godt tre år. Med en alder på 45,8 i snit, er det tydeligt, at jobbet ikke længere er en livstidsstilling. Fordelen er indlysende: Man gror ikke fast til taburetten, får erfaring med livet uden for murene og kan bruge sine politiske kompetencer bredere end hidtil til glæde både for én selv og for samfundet.

Risikoen ved at gøre folketingsarbejdet til et karrierejob på linie med alle mulige andre jobs er, at den klassiske politiker, som er inde i de politiske hjørner og kroge, og som kæmper for sit parti i tykt og tyndt, uddør.

Hvis de bedste fristes til at søge væk, er det de næstbedste, der bliver tilbage for at tage sig af grundpolitikken og have blik for de lange stræk. I værste fald skal vi derfor vænne os til, at politikere bliver næsten forudsætningsløse generalister uden dyb indsigt, men gode på en tv-skærm. Og acceptere, at ingen i dag vil høre på den indsigtsfulde men småkedsommelige fagpolitiker, der fyldte Folketinget i mange år.

Under alle omstændigheder har politikerne en udfordring i at opretholde fagligheden samtidig med, at de skal blive endnu dygtigere til at kommunikere denne faglighed bredt ud. Ligesom Fogh. Han mestrede, trods sit eftermæle som ”sorgløshedens statsminister”, nemlig både de lange linjer, fagpolitikken og evnen til at kommunikere. Den sidste evne manglede Mogens Lykketoft, på trods af sin maskinrumsforståelse for både dansk og udenlandsk økonomisk politik. Lars Løkke er også en klassisk fagpolitiker men når ikke Fogh-standard i kommunikation. Lene Espersen kunne i mange år leve højt på en kæk kommunikation. Takket være dygtige hjælpere lykkedes det at skjule, at grundfagligheden ind imellem haltede lidt. Heller ikke hos Villy Søvndal skal der kradses meget i skallen, før blikket bliver tomt, når det gælder den økonomiske politik, uagtet at han er godt inde i udenrigs-, forsvars- og socialpolitik.

Helle Thorning-Schmidt har sin egen internationale stil og er en skarp kommunikatør. Men er hun med sine kun fem år i landspolitik og manglende erfaring med overordnet politikformulering og samarbejde tung nok at have siddende i statsministerstolen?

Forklaringen på, at de gode politiske kommunikatører i dag vinder over de politiske nørder er simpel: tv. Spørgsmålet er blot, hvem skal sikre Danmark på den lange bane, mens politikerne er i fjernsynet.

 Altid Breaking News

1. DECEMBER 2006. På få måneder var det lykkedes TV2 at få en 24 timers nyhedskanal banket op. Kl. 12 gik TV2 News i luften. Og siden blev intet det samme for hverken journalister eller politikere.

Det forekom ellers allerede som et overbliksmæssigt mareridt, da TV2 kom til verden i 1988 med en daglig nyhedsudsendelse kl. 19.30, drilsk lagt lige over for TV-Avisen. Det viste sig blot at være begyndelsen på medie-eksplosionen, der har vendt op og ned på, hvem der bliver siet fra i politik.

TV2s ankomst var bare det første spæde ryk, der øgede antallet af sendeminutter og historier fra Christiansborg. Internettets minut-for-minut rapportering tog over op gennem 00’erne, men i dag er TV2 News, med høj fokus på nyheder og baggrund om politik og økonomi, regulær driver på Christiansborg og i Meningsdanmark. Folketinget selv har heller ikke holdt sig tilbage, men transmitterer i timevis fra både sal og samråd, hvor ministre ristes af en kampberedt opposition. Traditionel politik? Det føres i Vandrehallen og andre steder, hvor der kan tales fortroligt.

Samtidig er antallet af nyheder eksploderet: I 1999 var der 32.000 såkaldte ”nyheder” på en uge ifølge professor Anker Brink Lunds nyhedsundersøgelse. I 2008 var tallet vokset til over 75.000 ugentlige ”nyheder”, ligesom også genbruget af nyheder var steget markant. Med over 10.000 ”nyheder” pr. dag – hvoraf mange handler om politik – kan ingen politiker anno 2010 bare antydningsvis styre nyhedsflowet. Tendensen forklarer, hvorfor det ikke længere er afgørende, om man er en fagligt dygtig politiker, men nok så meget om at være parat med et budskab, uanset om man har nyt på hjerte eller ej.

Det hurtige flow er over de seneste ti år suppleret med oceaner af gammeldags politisk debat og længere 1-til-1-interviews, startende på P1 og DR2, og siden overgået af TV2 News. Retro-debatterne er sammen med den øvrige væg-til-væg dækning af det politiske stof med til at ikonisere dagens politiker på en ikke hidtil set måde. Det gælder, når det går godt. Og når det går skidt.

Lene Espersens manglende dømmekraft i forbindelse med afbud til en række møder i udlandet og sagen om Helle Thorning-Schmidts mands skatteforhold ville for ti år siden være vokset med en ny vinkel pr. dag. I forsommeren 2010 nåede begge sager op på fem-seks nye udviklinger i løbet af en arbejdsdag. Medierne sover ikke længere.

Til gengæld tager de heller ikke pr. automatik hinandens historier op som tidligere. Enhver har sine egne serier og kampagner. Det betyder, at lancering af nye politiske udspil i dag planlægges ekstremt grundigt i partierne for at nå flest muligt eller – som minimum – den rette målgruppe.

 Når medierne så lejlighedsvis enes om at satse på en bestemt sag, er der fuld damp på kedlerne døgnet rundt. Mere vil givetvis følge oven på Helle og Lene. Beskidt skal det nok blive. Det vil politikerne selv sørge for.

Kapitlet bringes i en ny debatbog, ”Helle eller Løkke” fra Ræson http://raeson.dk/2010/helleellerloekke

Det manglede nu bare, at Mølgaard ikke skal have lov til at inspicere og lade sig inspirere. Han står i spidsen for DRs gigantstore og vanligt flotte Roskilde-dækning

Spørgsmålet er, om danskerne sådan generelt er så vilde med Roskilde-festivalen som medierne? Festivalen får ekstremt mange spaltemillimeter i forhold til – trods alt – festivalens betydning for flertallet af borgere. Men sjovt er det, også for de mange journalister og andre mediefolk, som hvert år valfarter til festivalen – med base i Mediebyen – for at more sig. Og – for nogens vedkommende – arbejde.

Nettet bugner af Roskilde-stof, men også print, tv og radio dækker i omfang begivenheden som var det OL, der var kommet til Danmark. Klager har jeg modtaget i DR over årene: Slut med alt det hippiepjat, vi vil have mere DGI landsstævne og Rebild-fest, og hvad med Langelandsfestivalen, den på Samsø og alle de andre festivaler, spørger seerne.

Svaret blafrer sådan lidt i vinden, mens turen går videre til Roskilde-festivalens Medieby, hvor alle de kendte går rundt. Heraf også flere af ”dem fra medierne”. Gad vide, hvad deres arbejde her består i, tænker jeg, mens jeg snupper mig en drink, ligesom de andre. De skal jo nok ”inspicere” – som jeg selv har praktiseret det tidligere. Passer fotografer og reportere nu arbejdet, komme med et enkelt godt råd og skulderklap – og så er den fribillet tjent ind!

Men hov, hvem kommer der. Det er jo Børsens to’er, Bent Sørensen, med kamera og det hele. Bent er på Børsen-vis naturligvis ikke på ferie. Han filmer på livet løs og har allerede lagt en række indslag ud, herunder ”Det Kongelige Teater smider tøjet”.

Den ledende redaktionschef er der af ren lyst. Men også for at fremtidssikre sit produkt. Børsen holder som i andre mediehuse øje med Ipad’en, der om lidt lægger endnu et spor til medie-motorvejen. Og siger man Ipad, siger man også levende billeder, mener Sørensen. Derfor er det vigtigt at kende teknologien ned i detaljen. Og blandt andet derfor er chefen selv – sammen med sin konservator-kone, Berit Møller, bag kameraet og ved redigeringstasterne, når der produceres tv til Børsen. Still-billeder til print-Børsen sørger Sørensen også selv for og er dermed nok en af de få mediechefer, som selv bogstaveligt talt knokler sig gennem festivalen.

For selv Børsen er gået amok i Roskilde, ikke mindst på nettet. Avisen har en lille halv snes reportere og fotografer af sted. Mange Roskilde-frivillige er faktisk Børsen-læsere, lyder begrundelsen for den massive dækning. Og en af Sørensens video-cases viste sig da også tilfældigvis at være blevet nummer 8 i Børsens aktiespil. Hvor heldig kan man være?

Et kort besøg hos mine børn i Lejr L er nok. Fy for pokker, hvor der stinker, det er jo som en slumforstad til Mexico City. Hurtigt tilbage til Mediebyens trendy touch af kolonihave, Berlin, Barcelona og New York til endnu en drink i ro og mag. 

Nu skal jeg bare have skrevet min artikel. Så har også jeg gjort mig fortjent til årets Roskilde-tur. Walking Barefoot med Patti Smith, lune aftener og lyse nætter, kolde øl og bittersøde cocktails – sådan et liv skulle mediechefer og reportere have hver dag. 

Lad os håbe, at seere og læsere tilgiver os rusen. Og så op mod festivalen næste år bruge en stund på at reflektere over, om dækningen kanske er blevet FOR intens – på bekostning af andre væsentlige emner.

1. september overtager Friis Arne Petersen posten som Danmarks ambassadør i Beijing. Han kommer direkte fra jobbet som vores forpost i USA i sin egenskab af dansk ambassadør i Washington. Friis er mangen en journalist bekendt fra skiftende stillinger i Udenrigsministeriet, senest som direktør 1997-2005.

På vej fra USA til Kina slår Skagen-drengen Friis et slag forbi Frederiksberg  til Journalistisk Salon: Obamas USA – supermagt? Kina i vækst - hvad med landets politiske og militære indflydelse? Hvor skal vi som journalister lægge snittet, når vi  kigger et par år frem.

Journalistisk Salon henvender sig til journalister og redaktører, som har lyst til at forbedre dækningen af samfundsstoffet.

Yderligere info: sus@susannehegelund.dk

Siden jeg en solfyldt eftersommerdag i 1987 inviterede dig på frokost på Færgen Sjælland, har jeg haft en del veneration for dig. Du troede, jeg var ude på en flirt, har du siden fortalt. Sådan forholdt det sig ikke. Jeg var såmænd professionel og som ny på Christiansborg i gang med at opdyrke ”mine” ordførere og ministre.

Du var og er din egen med et sundt temperament og et løbsk snakketøj. Da de konservative gav jer fingeren under finanslovsforhandlingerne i 1995, var du så eksplosivt rasende, at Uffe til sidst måtte kommandere ”Sit, Thor”. Tusindsårs-rige-talen i 2006 om, at vi kunne købe hele verden, havde vi også lidt diskussion omkring i min daværende egenskab af ansvarlig for DRs politiske redaktion. Du synes ikke, at de ellers erfarne medarbejdere på redaktionen refererede dig loyalt i Radio- og TV Avisen.

Og så ringede jeg til dig forleden i forundring over, at du er imod Facebook-opdateringer fra Folketinget. Jeg skulle til brug for herværende klumme høre om sagen fra hestens egen mund. Kunne det passe, at Folketingets fremmeste medlem, selveste formanden, var imod tættere dialog med befolkningen via de nye sociale medier? Men ja, sådan var det.

Man skal vise nærvær, når man sidder i Folketingssalen, og salen skal ikke være et showroom eller en event, fastholder du. Det er alvor, der handler om, at nogen danskere får det bedre – og andre knap så godt. Derfor skal man, siger du, ”hverken væve på en gammel væv, dyrke vægtløftning eller gå på hænder i Folketinget”. Hvis det kom så vidt, er jeg enig; folkestyret skal vi i fællesskab værne om. Og kondi hører nok hjemme i Folketingets motionsrum.

Men kommunikation hører i vore dage hjemme over det hele – hele tiden. Så her stopper vores enighed, søde Thor. Man kommunikerer som folketingsmedlem, mener du, med sine folketingskolleger og med regeringen samt i udvalg, samråd, høringer eller i ”medieverdenen, presse, aviser, og hvor man bevæger sig rundt.”

Men sagen er jo, at Facebook og Twitter netop er der, ”hvor man bevæger sig rundt” i vore dage. De sociale medier er blevet en del af medieverdenen. Hverken radio eller tv var opfundet, da Folketinget så dagens lys. Hvis ånden fra 1848 skulle følges uden hensyn til tidens tekniske muligheder, skulle vi jo heller ikke følge med via radio og tv. Men medieforligspartierne med blandt andre Venstre og Dansk Folkeparti (som også er mod Facebook fra Folketinget) har netop gjort Folketingskanalen obligatorisk i alle fællesantenneanlæg. God idé, såmænd. Men denne kanal skal altså tvinges ind i hjemmene – mens Facebook-opdateringer er noget helt andet og langt farligere, som vi ikke må modtage…

Jeg er selv to gange inden for de seneste par uger blevet opmærksom på interessante folketings-debatter via Facebook. Debatter, jeg ellers i travlhed ikke ville have haft fokus på. Den ene gang skyndte jeg mig ind på TV2 News, der – som forventet – havde stillet om til debatten. Den anden gang gik jeg ind på Folketingets tv-kanal på nettet og fulgte med. Jeg – og måske andre – er udelukkende blevet koblet på disse folketingsdebatter, fordi tidssvarende folketingspolitikere tænker i nye veje at nå danskerne på, mediemæssigt.

Medlemmerne har siden ruder konges tid siddet og læst aviser, sovet og skrevet breve under møderne. Koncentrationen er altså on and off i forvejen. Twitter og Facebook er en yderligere hjælp til folkestyret, Thor. Ikke en trussel. Som en læser skrev i Berlingskes web-debat om sagen: ”Facebook er bare en infrastruktur”.

Ligesom www.Mediawatch.dk, der lægger rum til denne ugentlige Efterkritik, er det. Som herværende hjemmeside er det. Der linkes hertil via Facebook, ligesom alle mulige andre linker fra Facebook. Mine ”venner” kan læse med – eller de kan lade være, det er totalt liberalt! Når jeg checker sms’er, mens Folketingets kanal kører på nettet, TV2 News kører i tv, og aviserne ligger fremme på bordet med masser af politisk stof, er det bare dagligdags liv anno 2010.

Langt mere komplekst end hin dejlige dag i 1987 på dækket af Sjælland: ingen mobiler, ingen sms’er, intet TV2, intet internet, ingen dab, ingen twitter, ingen Facebook. Men hvor er det til gengæld blevet nemmere og sjovere at være politisk affecionado i 2010. Så skal vi ikke fortsætte med at inddrage borgerne i det politiske liv i takt med mediernes udvikling, Thor? Kom nu, du er jo slet ikke så gammeldags, som du vil gøre dig til. Du skal bare blive vred nok, så går du jo selv i lag med YouTube som her.

God sommerferie og kærlig hilsen

Susanne

TV2 slog TV Avisen på målstregen. I DR Byen havde de fyldt op med hele syv kvinder ud af de 26 medvirkende. Kun 19 mænd blev det til, en trist forestilling. Ham landstræneren var der igen. Og så ellers skønne typer som specialkonsulenten, dyrlægen, vagtcenterlederen og selvfølgelig de sædvanlige mode-skaldede journalister i åben skjorte og mørk jakke.

Mænd kan man ikke få for mange af, derfor var det vidunderligt at kaste sig over morgenens avis-forsider. Hurra for Berlingske Tidende og Information. Pilestræde og St. Kongensgade dropper helt kvinder i forsidehistorierne i dag. Sådan!

I Jyllands-Posten har en enkelt kvinde sneget sig ind mellem de i alt fire forside-kilder, dog ikke i direkte citat. Med Lars Løkke Rasmussens mange kvindelige ministre kan det dog være svært at undgå efterhånden, indrømmet. Den regering gør det svært at holde fanen højt, selv for borgerlige aviser.

På Politiken er de gået amok i en sand rus. Avisen har to kvinder ud af i alt fem kilder på forsiden. Det må være en ny kampagne fra Tøger. Han vil nok gøre sig interessant, nu hvor Irak Centret har lidt skibbrud. Men den hopper vi da ikke på!

Eller hvad? Skulle flere følge eksemplet i dagens Politiken? Måske ikke så tosset en idé, trods alt. Kvinder udgør sådan cirka halvdelen af dem, der skal spytte i kassen til aviser og licens. Måske vil en og anden veluddannet kvindelig læser gerne se en kvik medsøster på forsiden, måske vil den begavede kvindelige seer gerne kunne identificere sig med andet end den nybagte mor og jordemoder.

Vil vi inspirere døtre til at uddanne sig til økonomer, præsidenter og landstrænere? I så fald måske en idé bevidst at putte en kvinde ind i ny og næ, der kan bevise, at det ikke er umuligt.

Optælling af en uges TV Aviser for et årstid siden viste, at langt de fleste medvirkende – ligesom i medierne i aftes og her til morgen – var mænd. Det viste interessant nok, at når det gjaldt cases (typisk offer-journalistik med for eksempel ældre, syge og underbetalte), udgjorde kvinder omkring halvdelen af de medvirkende. Blandt politikere fulgte antallet i TV Avisen fuldstændig kønsfordelingen på Christiansborg med cirka en tredjedel kvinder. Der, hvor kvinder stort set ikke var repræsenteret, var i gruppen ”eksperter”, hvor kun to ud af ti var en kvinde.

Skal vi kønskvotere blandt kilder? Absolut nej, det ville være grotesk, medierne skal i stort omfang afspejle samfundet. Her besættes ledende poster især af mænd med Christiansborg som undtagelsen.

Skal vi bruge hovedet? Absolut ja. Ledelse og redaktionssekretærer: gør jeres avis og nyhedsudsendelse en tjeneste ved at indtænke mangfoldighed. Bed reporterne agere mindre traditionelt, når de nærmer sig telefonen for igen at ringe til ham eksperten, de ringede til i går. Og i forgårs. Det gør det bare mere interessant at læse og se. Også for kvinder.

Udenrigsministeren:

Det foreløbige bundniveau i de konservative ministres dolkeri bliver nået, da Berlingske Tidende via en (god!) kilde beretter, at Per Stig Møller helt oppe i regeringens øverste ledelse, k-udvalget, har advaret om, at vil være forkert af Lene Espersen at droppe Arktis-turen.

Get a life, Per! Kom videre med dit liv; otte gode år i UM, nu gælder det Kulturen. Slip tøjlerne løs, nyd VM i Sydafrika, drop for en stund udenrigspolitikken og journalisterne i dette miljø, som i lighed med dig er forbitrede over, at en midaldrende kone (Søren Mørchs udtryk i Politiken) nu sidder for bordenden i dit ministerium.

Ikke for det: Den tredje puniske krig hos de konservative vil da give stof til de lange mørke vinteraftener på samtlige redaktioner.

Lejlighedsvis har man troet, at Berlingske allerede er en del af magtkampen. Espersens Mallorca-rejse omtales i avisen slet og ret som ”solferie”, hvor bladet ret beset kunne nøjes med det herlige ord ”ferie”. Og så lade BT og Ekstra Bladet om ikke bare den direkte, men også den indirekte tilsvining.

Måske er det ugens groteske melding om Per Stigs ”advarsel” i k-udvalget, som får Berlingske Tidende til i går endelig at gennemskue intrigen og lave det første afbalancerede portræt af den ny udenrigsminister.

”Pressen elsker mig”, betroede Lene Espersen ellers i 90’erne sin mæcen i partiet, Hans Engell. Læs fra side 382 i Engells ”Farvel til Slotsholmen,” hvordan den gamle rotte for over ti år siden advarer Lene om, at mediernes logren aldrig varer evigt. Presse og politikere sidder jo ikke på samme side af bordet, når der bliver varmt i lokalet!

Problemet opstår i de ”gode tider”, når medierne mister sund fornuft og kritisk sans. Flemming Østergaard, Naser Khader, Poul Nyrup Rasmussen – alle har de været igennem turen. Villy Søvndal, watch out – from hero to zero rammer formentlig også dig en dag.

Kulturministeren

Samme Per Stig Møller kommer helt galt af sted i kommunikationen om den ny FM-kanal. Måske fordi hverken han eller dagblads-journalister og -redaktører er fuldt bekendte med, hvad der egentlig eksisterer af kvalitetsradio ude og hjemme. Først skulle det være norsk Viasat-pop, siden P1 – indtil et kommissorium forleden sætter tingene foreløbigt på plads.

Om end man kan have ondt i maven på vegne af DR, som for gud ved hvilken gang skal igennem en ny ”runde”, er konkurrence ikke nødvendigvis det værste, hvis man ønsker top-fokus på produkt og kunder.

Hvis vi taler offentlige penge som her, skal der naturligvis være en bund i foretagendet af vid og visdom. Men da på den fede, 2020-agtige måde, hvor der i dag faktisk er et reelt hul i radiobilledet, om end hverken Per Stig eller kulturredaktionerne endnu har fornammet det.

Skønne, seriøse P1 er trods markante løft fortsat vel rigeligt langsnakkeri for det store publikum. Smalle, men hjertegribende P2 skræmmer decideret almindelige mennesker væk. P3 er fed – men hov, hvor blev ungdommen og oprøret af på den kanal? Når patinerede Frederiksberg-fruer som jeg pendler over på P3, er der måske et målgruppe-problem? P3 skal som en tumling udfordre og anfægte det bestående, mere revolution fra den kant, tak! P4 er i al sin bredde ind imellem vel ligegyldig, fyldt som den er med det nære; formentlig prisen for at være en meget lyttet kanal med masser af service-stof.

Mette Davidsen-Nielsen m.fl. i Pers radioudvalg: Tag det mest begavede mainstream fra P3, giv det et ordentligt skud P1-vitaminer og en dosis Danmarks-bredde fra P4 samt et stænk inderlighed fra P2. Pift op med nogle dråber anti-målgruppe-agtig originalitet og øverst et drys stjernestøv, kanalens umiskendelige X Factor. Så har vi lytteværdig og up-to-date public service kanal: dansk og international debat på den kloge men samtidig underholdende måde. Nuanceret og ind imellem skæv baggrund. Det hele fyldt op med fed musik, det er vel fortsat tilladt bare at skrue op og nyde livet. Så har vi public service på den brede og vel at mærke moderne måde.

Tv-værten

DR har sin helt egen Lene-lignende sag, hvor en bommert vokser sig større og større og til sidst er helt ude af kontrol på grund af dårlig ledelseshåndtering. Reimer Bo runder de 60 i dag. Større dejligt ego skal man lede længe efter. Manden er på medie-primadonnalistens top-5. Og lige præcis derfor skal sådan en mand ledes helt, helt anderledes end alle mulige andre.

Det stiller krav til den ledelse, der har en sådan mand i sin stald. Han skal have en særstilling i chefens kalender, også efter kl. 16. Der skal udvises respekt. Han skal behandles som en ligemand. 90 procent af ledelsestiden sammen med en primadonna af den kaliber kan bruges på at understøtte selvtilliden og i tæt dialog have fokus på, hvor der skal justeres op, og hvor skal der skrues lidt ned i værtskabet i forhold til de til enhver tid gældende programplaner.

Det er ikke nok at nyde sejrene, som i Reimers tilfælde blandt andet var det seneste folketingsvalg, hvor han udviste værtskab som ikke set før i en dansk tv-valgoptakt.

Med så markant medarbejder skal oveni lægges en slags forebyggende ledelse, hvor der i fællesskab kigges frem på sager, der senere kan blive et potentielt problem for virksomheden. Det har nemlig hverken medarbejder eller ledelse en interesse i.

Chefen bør heller ikke være karrig med baggrundsinformationer, som giver den krævende men dygtige medarbejder et mentalt overskud. De fem procent af tiden, som den dygtige chef bruger på fortrolig opdatering, giver primadonnaen en følelse af at være noget særligt og dermed ovenpå – frem for at føle sig bagud og ikke-anerkendt, som er den absolutte død for en primadonna.

De sidste fem procent af ledelsestiden med superegoer skal bruges på at tydeliggøre, at det er dig, chefen, der bestemmer. Færdig, basta. Inklusive, at her i huset kan vi godt aflønne ganske enkelte med en million-gage. Men at en sådan hyre forpligter. At det er ok at være DR-millionær – men ikke ok at efterlade et indtryk af griskhed, som kan skade arbejdspladsens renommé. Det er primadonnaledelse OGSÅ.

Ledelsen har svigtet Reimer ved ikke i tide at understøtte mandens dokumenterede journalistiske og interviewmæssige evner på en respektfuld og konstruktiv måde samt at tage mod til sig og få gennemført de nødvendige samtaler om værtskabet. Det er en ledelsesbeslutning at lægge en redaktionel linje og overordnet sikre, at linjen overholdes. Ikke en medarbejders, det være sig vært eller redaktør. Heller ikke selvom man er stjerne. Tillykke herfra til rødhårede Reimer – som vi givetvis gudskelov ikke har set det sidste til.